Det er i bytæpperne man finder den største knudetæthed, detaljerigdom og brugen af silke, enten til at fremhæve detaljer, eller til helsilke tæpper. Man må nærmest beskrive mange af bytæpperne som ”kunst på gulvet”. Mange bytæpper bliver tegnet af designere som bruge komplicerede mønstre, mange farver, og evt. silke i deres tæpper. Tæpperne bliver knyttet af specialister, som kan knytte omkring 10.000 knuder pr. dag. Nogen af de meste kendte bytæpper er fra Isfahan, Bidjar, Yalameh og Moud. I bytæpper kan der være over 1 million knuder pr. kvadratmeter og denne finhed i luven, bliver brugt til at øge detaljeringsgraden, og opnå mange runde mønsterdetaljer, hvorimod grovere knyttede tæpper er mere firkantede i vævningen.

Nomadetæpperne væves af omvandrerne nomader, som følger deres græssende dyr, på en rejse på ca. 2000 km om året. Som eksempel på disse nomadestammer kan nævnes Ghasghai- og Afshar-stammerne. Desværre bliver disse årlige vandringer sværere og sværere at følge, grundet byernes indtrængen på de traditionelle nomaderuter. Derfor er en anden kendt stamme – Shiraz stammen blevet delvist fastboende.

Primitive væve
Nogle af kendetegnene ved nomadetæpper er, at de ikke fås helt op i store størrelser over 200x300 cm. da nomaderne simpelthen ikke kan have så store væve med på rejsen. De væve nomaderne bruger er primitive væve, som ligger på jorden.Materialerne er altid uld i luven, og for det meste også uld som grundvæv, da dette altid er tilgængeligt for nomaderne. Der er for det meste også brugt plantefarver.

Motiver og mønstre
Mønstre og farver afspejler ofte det som nomaderne ser på deres vandringer. Et af de mest brugt motiver, er ruinerne af Persepolis – Persiens modstykke til Akropolis.

Glem alt om antal knuder
I nomadetæpper er antallet af knuder pr. kvadratmeter ikke så vigtigt i forbindelse med bedømmelsen, da der grundet de primitive forhold ikke er tale om meget tæt knyttede tæpper. Nomadetæpper skal mere bedømmes efter farver, mønstervalg og evt. på hvor lige tæppet er.

Da mange nomadetæpper ofte har været brugt i 5-20 år inden de kommer til Danmark, kan der være mindre fejl eller forskelle i luven.

Farveændringer – såkaldt ”abrush”, skyldes at indfarvning af garner foregår i mindre portioner, efterhånden som der er brug for det. Samtidig bruges der ofte plantefarver, som er sværere at doserer, og som kan reagerer forskelligt på ulden fra gang til gang. Dette må derfor ikke anses som en fejl, men som en ekstra charme for netop denne type tæpper – faktisk bliver denne effekt efterlignet i mange maskinproducerede tæpper.

Det er i bytæpperne man finder den største knudetæthed, detaljerigdom og brugen af silke, enten til at fremhæve detaljer, eller til helsilke tæpper. Man må nærmest beskrive mange af bytæpperne som ”kunst på gulvet”. Mange bytæpper bliver tegnet af designere som bruge komplicerede mønstre, mange farver, og evt. silke i deres tæpper. Tæpperne bliver knyttet af specialister, som kan knytte omkring 10.000 knuder pr. dag. Nogen af de meste kendte bytæpper er fra Isfahan, Bidjar, Yalameh og Moud. I bytæpper kan der være over 1 million knuder pr. kvadratmeter og denne finhed i luven, bliver brugt til at øge detaljeringsgraden, og opnå mange runde mønsterdetaljer, hvorimod grovere knyttede tæpper er mere firkantede i vævningen.